Sundhedsprincip
Skolebestyrelsen arbejder for at give eleverne de bedste muligheder for at være læringsparate i skoledagen. En af nøglerne til dette kan være en sund og nærende kost.
Kost:
Skolebestyrelsen opfordrer til, at alle elever medbringer en sund og nærende madpakke i skole.
Der opfordres ligeledes til, at forældrene understøtter, at eleverne har spist en sund og nærende morgenmad, inden de møder i skole. Der gives tid til at spise sin madpakke under rolige forhold. De yngste elever spiser sammen med en voksen. Teamet skal sikre, at eleverne har god tid til at spise deres madpakker. Teamet skal derfor sørge for, at der er en god madpakke-kultur. Gennem undervisning, temadage eller tværuger sætter skolen fokus på vigtigheden af en sund og varieret kost.
Slik, kage, chips, fastfood og sodavand - må kun medbringes ved særlige lejligheder eller ved godkendelse af teamene. Nævnte madvarer må derfor, normalt, ikke indtages på skolens matrikel.
Tobak- og nikotinprodukter samt energidrikke:
Skolen gennemfører undervisningsforløb om rygning, alkohol og andre rusmidler i forbindelse med den generelle sundhedsoplysning. Trekløverskolen er omfattet af den kommunale rygepolitik, hvor rygning og nikotinprodukter er forbudt på skolens matrikel. Desuden er energidrikke forbudt på skolen jf. skolens ordensregler.
Alkohol:
Alkohol er ikke tilladt i nogen former for skolesammenhæng. Forældrerådene aftaler retningslinjer omkring alkohol for klassen ift. fritiden. Skolen samarbejder med SSP og er også en del af ”Fælles om børne- og ungelivet”, hvor fokus er på det ”Det gode valg”, og de beskyttende faktorer omkring vores børn og unge. Der arbejdes ud fra principperne i denne indsats, både i temadage for de unge og på forældremøder i udskolingen. Skolens elever deltager også i sidste skoledags-arrangementet, der er alkoholfrit, som ledes af SSP i Lunden. Dertil henholder vi os til sundhedsstyrelsens anbefalinger.
Motion:
Der er fokus på bevægelse i undervisningen – bevægelse medtænkes, hvor dette understøtter undervisningen, og hvor bevægelse naturligt vil kunne indgå. At bevæge sig skal være naturligt for alle elever på Trekløverskolen – her vælges fysisk aktivitet fremfor passive tilgange. Eleverne forventes at kunne transportere sig selv på cykel ifølge med voksne fra klassen. (De ældste klassetrin kan cykle selvstændigt) Der øves ift. at blive en habil cyklist, dette indarbejdes på skolens mellemtrin.
Skolebestyrelsen opfordrer til, at eleverne transporterer sig selv i skole, hvis det er muligt.
Princippet besluttet af Skolebestyrelsen 21. april, 2026